Som gardinmontør tager du mål, beregner materialeforbrug, laver tilbud og køber materialer hjem. Når gardinerne er fremstillet, hænger du dem op og foretager de sidste tilretninger hos kunden.
Du har kontakt med mange forskellige mennesker i løbet af en arbejdsdag.
Små og store opgaver
Som gardinmontør syr du gardiner, men du kan også montere rullegardiner, persienner, markiser og anden afskærmning, inde og ude.
Du kan løse mindre opgaver for private kunder eller fx arbejde sammen med arkitekter om at indrette kontorer, hoteller og restauranter.
Der er også brug for gardinmontører i teatre, biografer og på udstillinger og messer, hvor opgaverne fx kan bestå i at sy fortæpper, beklæde vægge og opbygge stande.
Funktion, stil og stemning
Som gardinmontør arbejder du sammen med kunden om at finde de materialer, der understøtter stil og stemning i boligen.
Du kan fx arbejde med stof, træ, papir, plast og metal, og du bruger dit kendskab til materialerne til at skabe sammenhæng, smukt lys og god akustik i rummet.
Du ved, hvilke ophæng og syteknikker der får stoffet til at falde perfekt. Endelig bruger du din viden om materialerne til at sikre godt indeklima og forebygge allergi.