Dansere specialiserer sig normalt i en bestemt slags dans. Det kan være klassisk ballet, moderne dans, showdans osv. Med dans kan man fortælle historier, udtrykke følelser og underholde.
Man kan også dyrke dans som konkurrencesport og på den måde arbejde som professionel sportsudøver.
Dansere optræder i danseforestillinger, der indeholder fx ballet, moderne dans, jazzdans, flamenco eller blandingsformer. Dansere kan også arbejde som en del af et ensemble i musicals, revyer, kabareter, teaterstykker, operaer og operetter.
Når en danseforestilling skal iscenesættes, bliver danserne normalt instrueret af en koreograf. Arbejdet begynder med, at danserne og koreografen diskuterer stykket og dets idé. Man holder prøver hver dag og indstuderer og øver alle enkelttrin i stykket. Prøverne kan tage 3-5 uger ved små stykker og 5-8 uger ved store forestillinger.
Ud over indstuderingen har man træningstimer. Også i de perioder, hvor man ikke er med i forestillinger, må man træne dagligt for at holde smidigheden og sine færdigheder ved lige.
Det er almindeligt, at dansere holder op med at optræde, når de er 40-50 år, da jobbet som danser er meget hårdt ved kroppen. En kgl. balletdanser bliver pensioneret som 40-årig og får fra da af udbetalt sin pension.
Nogle dansere begynder at undervise eller at arbejde som koreografer og bliver lærere i dans. Andre begynder en helt ny karriere.