Som gartner arbejder du med planteproduktion i væksthuse og på friland. Med til jobbet hører også brug af it, teknik og maskiner, fx overvågning og styring af klimaet i et drivhus.
Væksthusgartner
Som væksthusgartner passer og plejer du planter i drivhus, fx blomster, tomater og agurker. Ofte er der tale om masseproduktion. Du sår, sætter stiklinger i potter og passer planterne, mens de vokser. Til sidst pakkes planterne og gøres klar til salg. Du er normalt med i hele processen. Du arbejder indendørs i lys og varme.
Planteskolegartner
En planteskolegartner arbejder på planteskoler eller på frilandsgartnerier. Du producerer træer og buske til skove og parker, planter og blomster til havebrug eller er med i produktionen af grøntsager, frugt og bær.
Arbejdet foregår for det meste udendørs og følger årstiderne. Afhængigheden af vejret gør, at der somme tider er overarbejde. I løbet af vinteren ligger det meste arbejde stille.
Havecentergartner
Er du gartner i et havecenter, vejleder du kunder om pasning og pleje af planter, og du kender til redskaber og maskiner, der bruges til havearbejde. Indkøb og markedsføring kan være del af dine opgaver.