om at starte egen virksomhed
Artikel

Iværksætter

Drømmer du om at være selvstændig og starte din egen virksomhed? Så er det aldrig for tidligt at forberede sig på det. Der er mange spørgsmål. Men der er også meget hjælp at hente.

Hvis du vil starte din egen virksomhed, er der en masse ting, du skal overveje.

Er din idé konkurrencedygtig? Hvem har egentlig behov for din ydelse, og hvordan får du finansieret din start og virksomhedens første år? Har du de personlige egenskaber, der skal til? Og hvor kan du få råd?

Nedenfor kan du bl.a. læse om lovgivning, autorisation, økonomi og social sikkerhed for selvstændige.

Fold alle afsnit ud

Lovgivning

Der er inden for de fleste områder kun enkelte lovkrav, du skal opfylde, før du kan gå i gang. Først skal du registreres med et virksomhedsnummer, et såkaldt CVR-nummer. Det kan du gøre på Virk.dk. Registreringen godkendes af Skat.

Skat har en særlig hjemmeside for iværksættere.

For nogle typer virksomheder kan der desuden være krav om fx autorisationer, certifikater, bevillinger eller andre særlige tilladelser. Auktionsholdere, vekselerere samt hotel- og restaurationsværter skal løse næringsbrev. Disse krav beskrives nærmere i portalens artikler om de forskellige erhverv.

Se en oversigt over de erhverv, der kræver autorisation eller certifikat.

Der er desuden en lang række love, der stiller krav til selvstændig virksomhed, og som regulerer drift af den. Det drejer sig bl.a. om bogføring, lokaler, miljøforhold, indberetning til Danmarks Statistik, forhold for ansatte, akkreditering, patenter, konkurrence og markedsføring. På portalen Startvækst for iværksættere findes en god oversigt over de relevante lovkrav.

Økonomi

Økonomien er afhængig af en række forhold, bl.a. virksomhedens art og størrelse. Desuden afhænger den af ejerskabsformen:

  • I enkeltmandsvirksomheder er indehaveren ansvarlig med hele sin formue for virksomhedens forpligtelser og gæld. Finansiering af fx butik og varelager sker ved indskud af egne opsparede midler eller ved optagelse af banklån.
  • Et interessentskab (forkortes I/S) er en virksomhed, der ejes af 2 eller flere personer. Interessenterne hæfter personligt og direkte for interessentskabets forpligtelser og gæld.
  • I anpartsselskaber (ApS) og aktieselskaber (A/S) hæfter ejerne ikke personligt for selskabets forpligtelser, kun med deres indskudskapital. Ved anpartsselskaber skal selskabskapitalen svare til mindst 50.000 kr. og ved aktieselskaber mindst 500.000 kr.

Finansieringsmuligheder

Der findes en række muligheder for at få økonomisk støtte, både før man starter for sig selv, og når virksomheden er etableret.

Iværksættere, der starter virksomheder på baggrund af nye idéer, fx et nyt produkt, en ny produktionsmetode eller en ny serviceydelse, har særlige muligheder for rådgivning, tilskud til produktudvikling og økonomisk medfinansiering. Nærmere oplysninger finder du fx hos Erhvervsstyrelsen og på Vækstguiden.dk. Andre muligheder er lån fra VækstFonden, legater, støtte fra særlige udviklingsselskaber samt en række specifikke støtteordninger, som ikke kun er for iværksættere.

Social sikkerhed

Som selvstændig er du ikke automatisk sikret i det sociale system i tilfælde af sygdom, barsel, ledighed, ulykke og pension. Det betyder bl.a., at du skal være opmærksom på selv at etablere de nødvendige forsikringer. Kontakt fx ASE og DANA for nærmere oplysninger.

Rådgivning

Hvis du har planer om at starte egen virksomhed, kan du fx hente hjælp og vejledning på virksomhedsguiden.dk.

Der findes også en interesseorganisation, der hedder Dansk Iværksætter Forening, som er for alle, der ønsker at starte eller har startet egen virksomhed.

De fleste virksomheder har behov for rådgivning fra en revisor. Hvis din virksomhed indgår kontraktlige samarbejder, er det som regel også nødvendigt at få bistand fra en advokat.

Der findes også flere a-kasser med særligt fokus på selvstændige. 

Inden du går i gang

iværksætter søger rådgivning
Rådgivning omkring økonomien er vigtig for at undgå ubehagelige overraskelser.

Inden du for alvor beslutter dig for at starte din egen virksomhed og blive selvstændig, er det en idé at overveje, hvad dine motiver er. Det handler meget om, på hvilken måde du gerne vil indrette dit liv.

Du bør også finde ud af, om du har de personlige, økonomiske og faglige ressourcer, der gør dig i stand til at drive en virksomhed. Der er en masse ting, som er nye og overvældende, men som du sagtens kan lære.

Omkring det mere konkrete forretningsprojekt er der også nogle vigtige overvejelser, du skal gøre. Du skal have en god idé. Din forretning skal have nogle kunder. Du skal undersøge, hvordan markedet ser ud, og hvem dine konkurrenter er, og du skal sikkert også lave en markedsundersøgelse.

Du skal også have viden om regnskab og budgetter. Budgetter hjælper dig med at regne ud, hvor mange penge du skal bruge for at etablere og drive virksomheden.

Måske skal du også finde en fabrik, der kan fremstille dit produkt. Og du skal finde nogen, der kan sælge dit produkt. Du skal finde ud af, hvad produktet skal koste, og hvordan du markedsfører det.

Og så er der selve virksomheden. Hvordan starter du virksomheden? Hvordan finder du ud af at styre økonomien?

Hvis du skal have ansatte, skal du finde ud af, hvordan I skal fordele arbejdet, og hvordan I skal samarbejde. Plus en masse andet, fx det med skat og moms og registrering af virksomheden.

Alle disse ting og overvejelser kan du få hjælp til.

Andre muligheder

Man kan organisere sit selvstændige arbejdsliv på mange forskellige måder. Det mest almindelige er at starte sin egen virksomhed som iværksætter.

At man er selvstændig og driver sin egen virksomhed, betyder ikke altid, at man er iværksætter. Man kan fx købe en virksomhed, der allerede er i gang.

I hele servicesektoren er det almindeligt både at købe en virksomhed og at starte sin egen. Det sker også ofte inden for Handel. Lysten til egen virksomhed kan altså godt realiseres uden at starte helt forfra.

Nogle erhverv lægger naturligt op til, at man bliver selvstændig. Det er job som apoteker, elinstallatør, restauratør, kiropraktor, massør, projektleder, psykoterapeut, tandlæge o. lign. Inden for sundhedsområdet findes en del selvstændige behandlere og terapeuter.

Inden for kunst og kultur er det almindeligt, at man er selvstændig som fx skuespiller, musiker, instruktør, kunsthåndværker, designer eller billedkunstner. Disse mennesker lader sig engagere til en konkret opgave, og er i den forstand selvstændige, eller de er deres eget firma. Se mere i brancherne under Kultur og fritid.

Professionelle sportsfolk udgør også deres eget firma. De tegner kontrakt om at levere deres kunnen i kortere eller længere perioder. Se mere om disse enmandsvirksomheder i artiklen Professionel sportsudøver.

Freelance er også en måde at have sin egen virksomhed på. Freelancere lader sig engagere til opgaver, der som regel kræver specialviden og -kunnen inden for et snævert fagområde. Det er meget almindeligt inden for film- og tv-arbejde, konsulentvirksomhed og rådgivning. Se mere om Produktion af film, tv og musik mv. og om forskellige former for rådgivningsvirksomhed i artiklerne Advokatvirksomhed, Revision og bogføring, Virksomhedskonsulenter samt Arkitekter og rådgivende ingeniører.

Endelig taler man om iværksættere som frie agenter, ligesom man bruger udtrykket intrapreneur om en person, der starter en ny afdeling eller virksomhed i en eksisterende virksomhed.

Fælles for iværksætteren, den selvstændige, freelanceren og intrapreneuren er, at der er nogle kvalifikationer og kompetencer, som er kendetegnende for dem, og som man dels udvikler i personligheden, og dels kan uddanne sig til.

Hvad skal man kunne?

Du skal naturligvis vide noget om det, du vil arbejde med i din egen virksomhed. Ud over det, er det især dine personlige kompetencer, der vil være afgørende i dit fremtidige arbejdsliv.

Du har, som alle andre, kundskaber på tre områder:

  • Den du er: Personlige kvalifikationer som holdninger, følelser, værdier - fx venlighed, imødekommenhed, opdragelse, godt humør.
  • Det du ved: Almene kvalifikationer, fx viden, analyse, syntese mv. - det du har lært, fx at læse, skrive og regne. Desuden kørekort, engelsk, kendskab til Danmark, lovgivning, rettigheder og pligter.
  • Det du kan: Faglige kvalifikationer som manuelle færdigheder - den uddannelse eller de kurser, du har taget.

I det moderne arbejdsliv kommer personen før kvalifikationerne, og man taler om kompetencer i stedet for kvalifikationer.

Kompetencer er den måde, du anvender dine kvalifikationer på. Du føler sikkert - som de fleste - at du klarer dig bedst, når det du ved, at det du kan, og den du er, går op i en højere enhed. I alt hvad du er god til, arbejder hjertet, hjernen og kroppen sammen.

Uddannelser

Realkompetencer
Personer, som har arbejdet i nogle år, har draget nogle erfaringer gennem deres forskellige job. Ofte har de lært ting og fået en viden, som svarer til, hvad man lærer på en uddannelse.

Selv om de måske ikke har taget en formel uddannelse, har de alligevel erhvervet en viden og kunnen - en række reelle kompetencer.

Disse kompetencer kan bruges som kvalifikation i fremtidige job, hvis de bliver dokumenteret. Som iværksætter skal du kunne dokumentere dem over for dig selv.

Få mere at vide

Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise. Om iværksætteri og innovation i undervisningen

Virksomhedsguiden.dk

Bliv klar til start giver et samlet overblik over alle offentlige tilbud, der skaber vækst og udvikling i virksomheder.

ASE - Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende

DANA Arbejdsløshedskasse for selvstændige

Dansk Iværksætter Forening

Erhvervsstyrelsen

Teknologisk Institut, Tåstrup

VækstFonden

Virk-portalen giver en masse hjælp om registrering, regnskab, godkendelser, lovgivning mv.

Hvis du skal have patent eller mønsterbeskyttelse på dit produkt, kan du hente hjælp i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Inspiration

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.