Erhvervsuddannelse (EUD)

Adgangskrav til erhvervsuddannelserne

For dig, som vil i gang med erhvervsuddannelsen efter enten 9. eller 10. klasse.

Vil du i gang med en erhvervsuddannelse eller en eux, skal du opfylde adgangskravene. Kommer du fra 9. eller 10. klasse, skal du typisk starte i grundforløbets 1. del.

Læs om adgangskravene nedenfor. Du kan også få et hurtigt overblik i disse grafiske oversigter:

Fold alle afsnit ud

Adgang fra 9. klasse

Hvis du vil i gang direkte efter 9. klasse, skal du starte i grundforløbets 1. del på erhvervsuddannelsen.

Adgangskrav til grundforløbets 1. del

Du skal:

  • få mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik i 9. klasse
  • bestå folkeskolens afgangseksamen
  • få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i dansk (skriftlig og mundtlig) ved 9.-klasseprøverne
  • få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i matematik (skriftlig) ved 9.-klasseprøverne
  • sende din ansøgning via Optagelse.dk inden ansøgningsfristen d. 1. marts kl. 12 

Eller:

  • Du skal have en uddannelsesaftale med en virksomhed, der omfatter grundforløbet. Har du det, opfylder du adgangskravene til grundforløbet. Du vil typisk starte i grundforløbets 2. del.

Hvornår har du adgang til grundforløbets 1. del?

Du har adgang til at starte i grundforløbets 1. del i op til to år efter, at du har afsluttet og er gået ud af 9. klasse.

Dvs. at hvis du har afsluttet 9. klasse i juni 2024, kan du søge optagelse til grundforløbets 1. del med start senest august 2026. Hvis der går mere end 2 år, skal du starte direkte i grundforløbets 2. del.

Hvis du ikke opfylder adgangskravene

Hvis du ikke opfylder adgangskravene, kan du forsøge at komme ind via en optagelsesprøve og en samtale på erhvervsskolen.

Læs mere om:

Adgang fra 10. klasse

Hvis du vil i gang direkte efter 10. klasse, skal du starte i grundforløbets 1. del på erhvervsuddannelsen.

Adgangskrav til grundforløbets 1. del

Du skal:

  • få mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik i 10. klasse
  • bestå folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse
  • få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i dansk (skriftlig og mundtlig) ved enten 9.- klasseprøverne eller 10.- klasseprøverne
  • få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i matematik ved enten 9.- klasseprøverne (skriftlig) eller 10.- klasseprøverne (skriftlig og mundtlig)
  • sende din ansøgning via Optagelse.dk inden ansøgningsfristen d. 1. marts kl. 12 

Eller:

  • Du skal have en uddannelsesaftale med en virksomhed, der omfatter grundforløbet. Har du det, opfylder du adgangskravene til grundforløbet uanset karakterkrav. Du vil typisk starte i grundforløbets 2. del.

Værd at vide

Hvis du ikke bestod folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse, har du evt. mulighed for at bestå den i 10. klasse. Du skal gå til prøve på 9.-klasseniveau. Du kan dog kun forbedre karaktergennemsnittet af din afgangseksamen gennem prøver i fagene dansk, engelsk og matematik. Tal med din skole om muligheden.

Hvornår har du adgang til grundforløbets 1. del?

Du har adgang til at starte i grundforløbets 1. del i op til to år efter, at du har afsluttet 10. klasse.

Dvs. at hvis du har afsluttet 10. klasse i juni 2024, kan du søge optagelse til grundforløbets 1. del med start senest august 2026. Hvis der går mere end 2 år, skal du starte direkte i grundforløbets 2. del.

Hvis du ikke opfylder adgangskravene

Hvis du ikke opfylder adgangskravene, kan du forsøge at komme ind via en optagelsesprøve og en samtale på erhvervsskolen.

Læs mere om:

Hvis du ikke opfylder adgangskravene

Hvis du ikke kan opfylde alle adgangskravene, kan du blive optaget ved at gå til en optagelsesprøve og/eller en samtale på erhvervsskolen. 

I nogle tilfælde kan du nøjes med samtalen. Her vil skolen vurdere, om du kan gennemføre uddannelsen.

Både optagelsesprøve og samtale

Hvis du ikke opfylder karakterkravene på 2,0 i dansk og matematik, skal du både til optagelsesprøve og samtale.

Kun samtale

Hvis du ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen, men dog opfylder karakterkravene på 2,0 i dansk og matematik, skal du kun til samtale. 

Læs om optagelsesprøve på erhvervsuddannelserne

Har du været til optagelsesprøve til en gymnasial uddannelse?

Hvis du allerede har været til optagelsesprøve til en af de gymnasiale uddannelser og ved prøven har fået et resultat svarende til mindst 2,0 i henholdsvis dansk og matematik, kan det bruges som optagelsesgrundlag til en erhvervsuddannelse.

Hvis du har søgt om optagelse på en erhvervsuddannelse på optagelse.dk, sendes din ansøgning automatisk videre til erhvervsskolen. Hvis du ikke har søgt om optagelse på en erhvervsuddannelse, skal du enten ændre dine uddannelsesønsker på optagelse.dk eller kontakte den erhvervsskole, som du ønsker at søge ind på.

Er du gået ud af skolen?

Hvis det er mere end to år siden, at du har afsluttet 9. eller 10. klasse, skal du springe grundforløbets 1. del over. Du starter direkte i grundforløbets 2. del.  Du har også mulighed for at starte i grundforløbets 2. del allerede efter udgangen af det år, hvor du har afsluttet skolen.

Læs om adgangskrav til erhvervsuddannelse for dig, som er gået ud af skolen

Spørgsmål og svar om optagelse på en erhvervsuddannelse

Få svar på de spørgsmål, som oftest bliver stillet i forbindelse med optagelse på en erhvervsuddannelse.