Gymnasial uddannelse

Adgangskrav til de gymnasiale uddannelser

Læs om adgangskravene til de 3-årige gymnasiale uddannelser (htx, hhx og stx) samt til den 2-årige hf fra 2019 og frem.

Her kan du læse om adgangskravene til de 3-årige gymnasiale uddannelser (htx, hhx og stx) samt den 2-årige hf.

Du kan også få et hurtigt overblik over adgangskravene i disse grafiske oversigter:

Fold alle afsnit ud

Adgangskrav til stx, htx eller hhx efter 9. klasse

Der er forskellige adgangskrav til stx, htx og hhx alt efter, hvornår du søger optagelse.

Du har retskrav på (ret til) optagelse i op til to år efter 9. klasse eller op til et år efter 10. klasse, hvis du opfylder de adgangskrav for 9. eller 10. klasse, der er beskrevet herunder.

For at have retskrav på optagelse i op til to år efter 9. klasse skal du:

  • Have haft undervisning i andet fremmedsprog i 5.-9. klasse, fx tysk eller fransk
  • Have mindst 5,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer i 9. klasse
  • Bestå folkeskolens afgangseksamen og have mindst 5,0 i gennemsnit i de lovbundne prøver
  • Have søgt inden fristen, dvs. senest 1. marts kl. 12

Undtagelser

Der er to undtagelser:

  • Hvis gennemsnittet i dine afsluttende standpunktskarakterer er lavere end 5,0, har du stadig retskrav på at blive optaget, hvis du til folkeskolens afgangseksamen får et gennemsnit på mindst 6,0 i de lovbundne prøver og opfylder de andre adgangskrav
  • Hvis du ikke får mindst 5,0 i gennemsnit i de lovbundne prøver, men opfylder de andre adgangskrav, har du krav på at blive optaget, hvis du
    • enten får et gennemsnit på mindst 3,0 i de lovbundne prøver
    • eller får et gennemsnit på mellem 2,0-3,0 i de lovbundne prøver og gennemfører en vejledningssamtale med gymnasiets leder

Optagelsesprøve

Hvis du har søgt en gymnasial uddannelse op til to år efter 9. klasse og ikke opfylder adgangskravene, vil du blive indkaldt til en optagelsesprøve og samtale.

Læs mere:

Læs mere om adgangskrav, optagelse og se dine muligheder, hvis du ikke opfylder kravene til karaktergennemsnit.

Adgangskrav til stx, htx eller hhx efter 10. klasse

Hvis du ikke har opnået retskrav efter 9. klasse, kan du få det efter 10. klasse ved at:

  • Have haft undervisning i andet fremmedsprog i 5.-9. klasse, fx tysk eller fransk
  • Have mindst 5,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer i 10. klasse
  • Have fulgt undervisningen i dansk, engelsk og matematik og aflagt enten 9. eller 10. klasseprøver i alle tre fag
  • Have bestået folkeskolens afgangseksamen og have mindst 5,0 i gennemsnit i de lovbundne prøver
  • Have søgt inden fristen, dvs. senest 1. marts kl. 12.00

Undtagelser

Der er to undtagelser:

  • Hvis gennemsnittet i dine afsluttende standpunktskarakterer er lavere end 5,0, har du stadig retskrav på at blive optaget, hvis du til folkeskolens afgangseksamen får et gennemsnit på mindst 6,0 i de lovbundne prøver og opfylder de andre adgangskrav
  • Hvis du ikke får mindst 5,0 i gennemsnit i de lovbundne prøver, men opfylder de andre adgangskrav, har du krav på at blive optaget, hvis du
    • enten får et gennemsnit på mindst 3,0 i de lovbundne prøver
    • eller får et gennemsnit på mellem 2,0-3,0 i de lovbundne prøver og gennemfører en vejledningssamtale med gymnasiets leder

Optagelsesprøve

Hvis du har søgt en gymnasial uddannelse op til et år efter 10. klasse, men ikke opfylder adgangskravene, vil du blive indkaldt til en optagelsesprøve og samtale.

Læs mere:

Læs mere om adgangskrav, optagelse og se dine muligheder, hvis du ikke opfylder kravene til karaktergennemsnit.

Adgangskrav til hf efter 9. klasse

Der er forskellige adgangskrav til hf alt efter, hvornår du søger optagelse. 

Du har retskrav på (ret til) optagelse i op til to år efter 9. klasse eller op til et år efter 10. klasse, hvis du opfylder de adgangskrav for 9. eller 10. klasse, der er beskrevet herunder. 

For at have retskrav på optagelse i op til to år efter 9. klasse skal du:

  • Have haft undervisning i andet fremmedsprog i 5.-9. klasse, fx tysk eller fransk
  • Have mindst 4,0 i gennemsnit i de afsluttende standpunktskarakterer i 9. klasse
  • Bestå folkeskolens afgangseksamen og have mindst 4,0 i gennemsnit i de lovbundne prøver
  • Have søgt inden fristen, dvs. senest 1. marts kl. 12.00

Undtagelse

Hvis gennemsnittet i dine afsluttende standpunktskarakterer er lavere end 4,0, har du stadig retskrav på at blive optaget, hvis du til folkeskolens afgangseksamen får et gennemsnit på mindst 6,0 i de lovbundne prøver og opfylder de andre adgangskrav.

Læs mere:

Adgangskrav til hf efter 10. klasse

Hvis du ikke har opnået retskrav efter 9. klasse, kan du få det op til et år efter 10. klasse ved at:

  • Have haft undervisning i andet fremmedsprog i 5.-9. klasse, fx tysk eller fransk
  • Have fulgt undervisningen i dansk, engelsk og matematik i 10. klasse og aflægge 10.-klasseprøver i alle tre fag 
  • Have mindst 4,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer i 10. klasse
  • Have mindst 2,0 i gennemsnit i henholdsvis skriftlig og mundlig dansk og matematik ved 10.-klasseprøverne 
  • Have aflagt fællesprøven i fysik/kemi, biologi og geografi i 9. klasse eller aflægge 10.-klasseprøven i fysik/kemi
  • Have aflagt prøve i andet fremmedsprog i 9. klasse, hvis faget blev udtrukket til folkeskolens afgangseksamen. Hvis du ikke aflagde prøven i 9. klasse, kan du optages på hf, hvis du aflægger folkeskolens 10.-klasseprøve (både mundtligt og skriftligt) i andet fremmedsprog
  • Have søgt inden fristen, dvs. senest 1. marts kl. 12.00

Undtagelse

Hvis gennemsnittet i dine afsluttende standpunktskarakterer er lavere end 4,0, har du stadig retskrav på at blive optaget, hvis du til folkeskolens afgangseksamen får et gennemsnit på mindst 6,0 i de lovbundne prøver og opfylder de andre adgangskrav.

Optagelsesprøve

Hvis du har søgt en gymnasial uddannelse op til et år efter 10. klasse, men ikke opfylder adgangskravene, vil du blive indkaldt til en optagelsesprøve og samtale.

Læs mere:

Hvis du ikke opfylder adgangskravene

Hvis du ikke opfylder adgangskravene til den ønskede gymnasiale uddannelse, bliver du indkaldt til en optagelsesprøve og en optagelsessamtale. Hvis du består optagelsesprøven, bliver du tilbudt plads på den skole, som har indkaldt dig til prøven. 

Bemærk, at optagelse via optagelsesprøve og -samtale ikke er en mulighed for dig, der ønsker at søge om optagelse på hf direkte efter 9. klasse.

Læs mere om optagelsesprøve på de gymnasiale uddannelser

Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse

Adgang til stx, hhx og htx

Du kan opnå retskrav på optagelse til en 3-årig gymnasial uddannelse i op til to år efter, du har afsluttet 9. klasse, hvis du søger om optagelse senest 1. marts det år, hvor du gerne vil starte på uddannelsen. Det betyder, at du i denne periode har mulighed for at søge om optagelse på baggrund af dine resultater fra 9. klasse.

Hvis du ønsker at starte på en 3-årig gymnasial uddannelse mere end to år efter, du har afsluttet 9. klasse, eller hvis du ikke har opnået retskrav, skal du til en optagelsesprøve og en samtale på det ønskede gymnasium. Derefter vurderer skolens rektor, om du kan blive optaget.

Du kan opnå retskrav på optagelse til en 3-årig gymnasial uddannelse i op til et år efter, du har afsluttet 10. klasse, hvis du søger om optagelse senest 1. marts det år, hvor du gerne vil starte på uddannelsen. Det betyder, at du i denne periode har mulighed for at søge om optagelse på baggrund af dine resultater fra 10. klasse.

Hvis du ønsker at starte på en 3-årig gymnasial uddannelse mere end et år efter, du har afsluttet 10. klasse, eller hvis du ikke har opnået retskrav, skal du til en optagelsesprøve og en samtale på det ønskede gymnasium. Derefter vurderer skolens rektor, om du kan blive optaget.

Du skal i begge tilfælde ansøge via www.optagelse.dk senest 1. marts.

Adgang til 2-årig hf

Du kan opnå retskrav på optagelse til den 2-årige hf-eksamen op til to år efter, du har afsluttet 9. klasse og op til et år efter, du har afsluttet 10. klasse, hvis du søger om optagelse senest 1. marts det år, hvor du gerne vil starte på uddannelsen. Det betyder, at du i denne periode har mulighed for at søge om optagelse på hf på baggrund af dine resultater fra henholdsvis 9. og 10. klasse.

Hvis du ønsker at starte på hf mere end to år efter 9. klasse eller mere end et år efter 10. klasse, har du mulighed for at blive optaget efter en standardiseret vurdering af dine faglige, sociale og personlige forudsætninger. Dette gælder også ansøgere, der ikke har opnået retskrav, eller som har gået i en prøvefri 10. klasse. Det er rektor på den ønskede skole, der foretager vurderingen. Du skal ansøge via www.optagelse.dk.

Adgang til hf via FGU og AVU

Hvis du er under 25 år, kan du blive optaget på hf via den forberedende grunduddannelse (FGU). Du har krav på optagelse på hf, hvis du har gennemført en forberedelseseksamen til 2-årig hf på den almene grunduddannelse (agu) og bestået alle fag. Agu er et uddannelsesspor på FGU. Du kan læse mere i artiklen om FGU

Hvis du er over 25 år kan du blive optaget på hf via den almene voksenuddannelse (AVU). Du har krav på at blive optaget på hf, hvis du har afsluttet et AVU-forløb med en almen forberedelseseksamen og bestået alle fagene. Du kan læse mere i artiklen om AVU.

Hvis du vil skifte uddannelse

Frem til afslutningen af grundforløbet på en 3-årig gymnasial uddannelse (1. uge i november), kan du skifte uddannelse uden tab af tid.

Der gælder følgende regler for uddannelsesskift:

  • du skal opfylde adgangskravene til den ungdomsuddannelse, du skifter til
  • der skal være en ledig plads på det uddannelsessted, du skifter til
  • du har ikke krav på at blive optaget på en bestemt skole eller en bestemt studieretning
  • du optages på baggrund af merit. Hvis du er bagud i visse fag på din nye ungdomsuddannelse, skal du selv sørge for at indhente de manglende færdigheder.

Du kan foretage følgende uddannelsesskift:

  • fra et uddannelsessted til et andet uddannelsessted
  • fra en 3-årig gymnasial uddannelse til en anden 3-årig gymnasial uddannelse
  • fra en 3-årig gymnasial uddannelse til en 2-årig hf eller omvendt
  • fra en gymnasial uddannelse til et eux-forløb eller omvendt
  • fra en gymnasial uddannelse til en erhvervsuddannelse

Læs mere

Skift af ungdomsuddannelse

Adgangskrav til 2-årig stx og hf-enkeltfag

Du kan tidligst blive optaget på den 2-årige stx et år efter, at du har afsluttet 9. klasse i folkeskolen eller har modtaget tilsvarende undervisning.

Ved hf-enkeltfagsundervisning gælder, at du tidligst kan blive optaget et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.

Det er den ønskede uddannelsesinstitution, som vurderer, om du kan optages ud fra dine faglige kvalifikationer og øvrige forudsætninger.

Adgangskrav til pre-IB

Danskere, der altid har gået i dansk folkeskole, og derfor ikke opfylder kravene til optagelse direkte på den 2-årige engelsksprogede IB-uddannelse, kan søge optagelse i en pre-IB klasse. Den varer 1 år og svarer til 1. år af gymnasiet (stx- eller htx-uddannelsen).

For at blive optaget skal du opfylde adgangskravene til en 3-årig gymnasial uddannelse. Derudover foretager skolen en konkret vurdering af, om du kan blive optaget, blandt andet på baggrund af dine engelskkundskaber og motivation for at søge optagelse.

Hvis du ikke opfylder adgangskravene til stx eller htx, kan du blive optaget på pre-IB, hvis skolen vurderer, at du har behov for at følge en internationalt orienteret, engelsksproget gymnasial uddannelse og vil kunne gennemføre den efterfølgende IB-uddannelse. 

Efter pre-IB har du mulighed for at fortsætte på den 2-årige IB-uddannelse. Det er også muligt at fortsætte på stx eller htx, hvis du opfylder adgangskravene. 

Spørgsmål og svar om optagelse på en gymnasial uddannelse

Få svar på de spørgsmål, som oftest bliver stillet i forbindelse med optagelse på en gymnasial uddannelse.