Uddannelsen som audiolog er en videnskabelig baseret uddannelse suppleret med træning i praktiske færdigheder.
Fokus på hørevanskeligheder
Årsagerne til hørenedsættelse og andre hørevanskeligheder som fx tinnitus er mange, og mange mennesker har problemer med hørelsen og med tinnitus. På uddannelsen lærer du at finde de medicinske årsager til hørevanskeligheder hos børn, unge og voksne samt hjælpe disse mennesker til et liv med mere lyd, forbedrede vilkår for kommunikation og deraf en bedre livskvalitet.
Uddannelsen kvalificerer dig til at udføre, analysere og tolke undersøgelsesresultater, tilpasse de moderne høreapparater og måle på høreapparater samt kontrollere behandlingsresultater, så du kan vælge de rigtige typer og modeller og tilpasse dem til den enkeltes behov.
Hovedområder
Uddannelsen har følgende hovedområder:
- En sundhedsvidenskabelig del med fagene anatomi og fysiologi, neurobiologi og neurologi samt medicinsk audiologi
- En sprogvidenskabelig del, hvor du har fag som sprogvidenskab, psykolingvistik og sprogtilegnelse samt psykologi og behandlingskommunikation
- En naturvidenskabelig og teknisk del, hvor du arbejder med akustik, audiologiske målemetoder og høreapparatbehandling og -tilpasning
Uddannelsen indeholder praktik på audiologisk afdeling på et hospital samt i privat klinik, hvor du får mulighed for at afprøve dine færdigheder og selv arbejde med patienter og klienter.
Titel
Uddannelsen giver den akademiske titel BSc.