I faget russisk på B-niveau lærer du at forstå hovedindholdet af enkelt talt standardrussisk, lige som du tilsvarende lærer at udtale standardrussisk forståeligt og naturligt. Du bliver i stand til at kommunikere på russisk om dagligdags forhold og til at læse og forstå skønlitterære og ikke-skønlitterære tekster.
I undervisningen træner du udtale og intonation, bl.a. via oplæsning og samtale, men også ved hjælp lyd- og billedmedier samt internettet. Du lærer også om de mest centrale dele af russisk grammatik og opøver et aktivt ordforråd på cirka 1.600 centrale russiske ord.
De udvalgte skønlitterære og ikke-skønlitterære tekster belyser centrale aspekter af Ruslands litterære, kulturelle, historiske og samfundsmæssige udvikling.
Du får desuden træning i at skrive russisk og i at bruge relevante opslagsværker og it i tilknytning til undervisningen og din opgaveskrivning.
Undervisningen begynder med at være overvejende lærerstyret og bliver mere selvstændig, efterhånden som du bliver bedre til sproget. Du arbejder mundtligt med fx styrede dialoger, friere samtale, referat og oversættelse. Til det skriftlige arbejde bruger du både håndskrift og computer til mindre skriveøvelser.
It indgår i undervisningen i form af fx glosetræning, informationssøgning og præsentationsteknik.
Eksamen
Eksamen består af en mundtlig prøve, der består af to dele.
Den første del foregår som en samtale på russisk med udgangspunkt i en kendt tekst på 3/4 normalside, samt oplæsning og oversættelse af mindre passager.
Den anden del foregår som samtale på russisk (ca. 5 minutter) med udgangspunkt i et ukendt billedmateriale om et alment emne.
Prøven varer ca. 30 minutter, og du får ca. 60 minutters forberedelsestid. I forberedelsestiden må du benytte alle hjælpemidler med undtagelse af kommunikation med omverdenen samt brug af internettet og oversættelsesprogrammer.