Uddannelserne består af moduler, som man kan tage enkeltvis eller stykke sammen til en fuld diplomuddannelse. Hvert enkelt modul kan have et omfang på 2½, 5 10, 15 eller 20 ECTS.
Et modul varer typisk et semester på deltid, men kan også tilrettelægges som et mere koncentreret forløb over få uger.
En hel diplomuddannelse har et omfang af 60 ECTS svarende til et års studium på fuld tid. På deltid varer uddannelsen typisk 3 år. Uddannelsen skal være afsluttet efter senest 6 år.
Flere diplomuddannelser giver mulighed for, at man toner sin uddannelse i en bestemt retning, der matcher erhverv og jobfunktion. Det er dog ikke et krav. Man kan afslutte sin diplomuddannelse uden retning.
Fleksibel opbygning
Mange af diplomuddannelserne har en fælles bekendtgørelse, som giver fleksible rammer for, at du kan sammensætte den uddannelse, der passer bedst til dit formål.
I et vist omfang er det muligt at tage valgfag fra andre diplomuddannelser og oven i købet kombinere fag fra forskellige fagområder, dog højst 15 ECTS. Studerende i tværgående jobfunktioner kan på den måde sammensætte en uddannelse, der tilgodeser deres jobprofil.
Ønsker du et helt individuelt forløb, kan en diplomuddannelse tilrettelægges som et fleksibelt forløb. Kontakt uddannelsesstedet, og hør om mulighederne for at sammensætte fag og evt. tilrettelægge dit eget forløb.
Diplomuddannelsernes opbygning *) |
---|
Uden retning | Med retning |
Obligatoriske fag Mindst 15 ECTS | Obligatoriske fag Mindst 15 ECTS |
Valgfag Mindst 5 og maksimum 30 ECTS | Retningsspecifikke fag + valgfag Mindst 15 og maksimum 30 ECTS |
Afgangsprojekt 15 ECTS | Afgangsprojekt 15 ECTS |
Samlet 60 ECTS | Samlet 60 ECTS |
*) Enkelte diplomuddannelser, nemlig HD, Forsvarets militære diplomuddannelse og en række diplomuddannelser på det kunstneriske område, har særskilte bekendtgørelser, der ikke umiddelbart giver mulighed for at kombinere moduler på tværs af fagområder. Få flere oplysninger om dine muligheder på uddannelsesstedet.