Uddannelsen til webudvikler giver grundlæggende teoretisk og praktisk viden om at producere webløsninger til forskellige platforme, så som websites og apps til tablets og telefoner. Du lærer at planlægge, programmere og kode dynamiske og avancerede webløsninger. Du lærer også om projektstyring.
Du får erfaring med at arbejde med webdesign, herunder at udvikle de funktioner og design, som brugerne møder, når de besøger et website (front-end udvikling). Du lærer om budskab, indhold, form og funktion bag dynamiske websites.
Du lærer også om integration af data i forbindelse med produktionen.
Uddannelsen foregår kun på skole.
Som webudvikler samarbejder du ofte med fx grafikere, designere, programmører og marketingskonsulenter. Du må være indstillet på at følge fagligt med i en branche, der hele tiden udvikler sig. Arbejdet er meget skærmbaseret.