På brobygningsforløbet får du et indtryk af, hvordan det er at gå på uddannelsen, før du selv skal træffe dit valg om uddannelse efter skolen. Du får viden om kravene på uddannelsen og oplever miljøet på skolen. Du møder elever, lærere og vejledere på uddannelsen.
Erhvervsuddannelse
På erhvervsskolen kan du høre om grundforløbet til erhvervsuddannelse inden for et område, som interesserer dig. Du prøver fx nogle af de praktiske opgaver, som eleverne laver. Du kan fx få introduktion til uddannelser, der handler om:
- Omsorg, sundhed og pædagogik
- Kontor, handel og forretning
- Fødevarer, jordbrug og oplevelser
- Teknologi, byggeri og transport
Du kan også prøve en kort periode som lærling på en arbejdsplads.
Gymnasial uddannelse
Brobygning til gymnasial uddannelse foregår enten på et teknisk gymnasium (htx) eller et handelsgymnasium (hhx). Der kan evt. også være brobygning til det almene gymnasium (stx) eller hf. Du prøver fx at arbejde med nogle af de fag, der er typisk for uddannelsen.