Professionsbachelor i finans er en uddannelse, der retter sig mod rådgivende og administrative funktioner i finansielle virksomheder.
Du lærer at arbejde kundeorienteret og analytisk og at anvende finansielle værktøjer i din planlægning af opgaverne, lige som du lærer at anvende branchens beregningsredskaber og it-værktøjer.
Opbygning
Uddannelsen varer 3½ år og består af en fællesdel, en valgfri studieretning, praktik og et bachelorprojekt.
Fag
Fællesdelen består bl.a. af følgende fagområder:
- Økonomi: samfundsøkonomi, erhvervsøkonomi og privatøkonomi koblet med internationale kapitalmarkeder, samt finansiering og finansiel risikostyring.
- Erhvervs- og finansjura: juridisk teori og metode, herunder relevante retsreglers anvendelse i den finansielle og private sektor.
- Kommunikation, salg og rådgivning: kommunikation, salg og rådgivning inden for den finansielle og private sektor.
- Forretningsforståelse og –udvikling: fagligt og tværfagligt samarbejde med henblik på at udvikle og innovere forretningen, både egen virksomhed og kundens forretning.
Studieretninger
Herefter vælger du én blandt fem mulige studieretninger:
- Ejendomshandel
- Ejendomsadministration
- Finansielle forretninger
- Økonomistyring
- Forsikring og pension
Ud over de nævnte fagområder omfatter uddannelsen valgfag samt det afsluttende bachelorprojekt.
Titel
Uddannelsen giver adgang til titlen Professionsbachelor i finans. Den engelske betegnelse er Bachelor of Financial Management and Service.